Sådan passer du et olieret trægulv

Et olieret trægulv er noget af det flotteste, du kan byde dit hjem, men det skal passes og plejes, hvis det skal holde sig varmt og glødende i mange år.

Dagligt slid, støvsugerens hårde hoved, gulvvask, sko, skidt og snavs; dit trægulv udsættes for mange ting i løbet af sin levetid, og hvis du vil holde det pænt i mange år, skal du pleje det efter forskrifterne. 

Heldigvis er det ret enkelt – vi forklarer dig hvordan.

Den daglige rengøring

Dit trægulv skal holdes pænt og rent i det daglige, og det kræver ikke andet end almindelige husholdningsartikler. Du kan feje med en blød kost eller støvsuge med et blødt børstemundstykke, så der ikke kommer ridser. 

Når du vasker gulvet, skal du gerne bruge en decideret oliesæbe, som passer til den behandling, dit gulv har fået – er det eksempelvis hvidolieret, skal du bruge en hvidpigmenteret oliesæbe.

Den kontinuerlige pleje

Når dit trægulv netop er behandlet, kan der ikke trænge skidt, væske eller snavs ned i plankerne, men med tiden slides olien af og efterlader træet råt og modtageligt – derfor skal du pleje det med plejeolie. 

Plejeolie kan du enten bruge på hele gulvet, hvis du synes, det trænger, eller du kan bruge det på et særligt udsat område, som er mere slidt end resten af gulvet. 

Når du skal vælge plejeolie, skal du – ligesom med oliesæben – være opmærksom på, at den passer til den specifikke behandling, gulvet har fået. Altså hvidpigmenteret plejeolie til hvidolierede gulve, og natur plejeolie til naturgulve.

3 tips til at passe på gulvet

En ting er rengøring og pleje, en anden ting er at passe godt på gulvet helt generelt – til det har vi tre tips, du med fordel kan huske:

1) Brug tæpper på særligt udsatte områder, fx i køkkenet eller entréen.

2) Brug filtpuder under alle større møbler, fx kommoder, sofaer og stole.

3) Gå aldrig ind med sko.

Camilla Skøtt